Den typiske Kerry Blue Terrier skal have en stolt holdning, være godt sat sammen og velproportioneret. Den har en veludviklet, muskuløs krop med umiskendelig terrier-stil. Helt igennem terrier-karakter. Den altafgørende faktor er udtrykket, som skal være intenst og årvågent. Størrelse: Skulderhøjde for hanner 45.5 ti149.5 cm, tæver 44.5 til 48 cm Vægt for hanner 15 til 18 kg, tæver forholdsmæssigt mindre.
Racens historie: Kerry Blue Terrieren stammer fra grevskabet Kerry i det sydlige Irland, deraf første del af navnet, og blue hentyder til den specielle blå-grå pels farve, som de voksne hunde får. Hvordan racen præcis er blevet til fortaber sig i de irske tåger; men slægtskabet med de to andre irske terrierracer, softcoated wheaten og den irske terrier, er nok ikke til at løbe fra. Men Kerry Blue terrieren forblev dengang et rent irsk produkt og blev derfor også valgt til Irlands nationalhund. Racen har eksisteret i mange generationer i Irland, hvor den er blevet brugt til mange forskellige formål såsom jagt, vagt og familiehund. Siden racens anerkendelse i 1920'erne er der sket en kolossal udvikling og ændring med den. Overalt i verden nyder Kerry Blue terrieren stor anerkendelse for sit smukke, spændende udseende og stærke udstråling, hvilket har markeret den, som en af de store showhunde.
Racens karakteristik: Kerry Blue terrieren er en sund og robust hund, der trives i alle miljøer og passer ind alle steder. Det er en praktisk knæstor hund. Måske netop dens eminente evne til at tilpasse sig enhver situation og dens medfødte gode manerer, gør den så nem at omgås. Den er livlig og altid glad; men også rolig og afbalanceret. Den elsker alle børn og finder sig i det utroligste. Den er en meget trofast, kærlig og hengiven familiehund, som aldrig strejfer. Når du først er blevet passioneret Kerry Blue, er der kun een ting der morsommere end at have en Kerry Blue terrier – det er at have to.
Mad og motion: En Kerry Blue terrier skal have en god, næringsrig og alsidig kost, samt de nødvendige vitaminer og mineraler. Om du vil satse på såkaldt færdigfoder eller hjemmelavet mad, er egentlig ligegyldigt, blot du sørger for, at de nødvendige næringsstoffer er til stede, og at Kerry Blu'en hverken bliver for fed eller for mager. En voksen han skal veje ca. 16 - 18 kg. - en tæve ca. 2 kg. mindre. En Kerry Blue terrier elsker motion, men fordrer det ikke. Du kan motionere din Kerry Blue efter din egen lyst og behov. Men den sætter også stor pris på en magelig lænestol eller sofa.
Pelsen: En Kerry Blue terriers pels er helt forskellig fra de fleste andre terrier-racer. Den ser anderledes ud og skal også behandles anderledes. Pelsen er kraftig, blød og bølget (krøllet). Hvalpene fødes sorte; men når Kerry Blu'en er udvokset skifter den til den karakteristiske grå/blå farve. Der kan forekomme en hvid plet på brystet. Denne tykke Lækre pels fælder aldrig og lugter ikke. Da den ikke fælder, kan den tåles af mange allergikere. I modsætning til de fleste andre terriere skal den klippes. Ved klipningen bliver racens karakteristiske udseende formet f.eks. det store fyldige skæg. Pelsen tåler at blive vasket ofte, og jo mere tid du ofrer på den, jo kønnere bliver den. Men en Kerry Blue kan også hoppe rundt som en kortklippet gårdhund og have det pragtfuldt. Det er helt op til dig.
Opdragelse: Med masser af venlighed og ros, bestemthed og en god portion logisk sans, så er du veludrustet til at træne din nye hvalp. En Kerry Blue er let at opdrage, men det kræver en god portion fasthed, ellers bliver det den, som bestemmer farten, En Kerry Blue terrier kan lide at lære noget og elsker at blive rost for det, så interesserer du dig for lydighedstræning eller agility, vil I få mange muntre timer sammen, og det udvikler hundens sociale adfærd. Skulle du begå nogle fejl, vil dens gode humør bære over med dig. En god tommelfingerregel er: Dobbelt så meget ros som ris. Med venlighed og en godbid når du længst.
Det var lidt om Kerry Blu'en. Hvis du indmelder dig i Dansk Terrier Klub, vil du modtage klubbens medlemsblad Terrier Nyt seks gange årligt. Her kan du læse om alle klubbens arrangementer, og alt hvad der har interesse for terrierejere i Danmark.